Siden sidst

 

Har været kreativ siden sidst jeg skrev her på bloggen.

Min søster har købt en sød lille bænk på et loppemarked til sit barnebarn og jeg havde lovet at sy et betræk, skære et stykke hynde af noget skum, altså på et eller andet tidspunkt. Men alle de her søvnløse nætter gør at der indimellem må kobles fra med noget andet end tanker og atter tanker.

 

En tidlig mørk morgen gik jeg i sykælderen, fik det gjort samt tilføjet et lille tilhørende pudebetræk, og her er resultatet. Vigtigst af alt er at min søster er glad og det blev hun.

 

Fik også fået klippet og syet nogle behagelige kjoler en mørk morgen i en kølig kælder til sommervarmen og havevandring i den store park.

 

Det sværeste er sorgen der hver eneste dag overmander mig. Fik købt mig en bog ’Sorg’ skrevet af Lise Trap, og den er en virkelig god støtte i bekræftelsen af de tanker og følelser der overmander en i alt det tragiske der er hændt. De allernærmeste forstår ikke dybden af den smerte der har ramt mig. De er der praktisk på flere fronter, men absolut ikke psykisk. Forstod derfor at jeg nødt til at forstå hvorfor de aldrig spørger og taler om ham. Det svar har jeg fundet i flere kilder der fortæller at de forstår ej at takle noget så følsomt. Men det gør alligevel ondt at de er helt tavse og ikke taler om ham, selv når jeg forsøger.

Har også oplevet en nær ven, som spurgte om jeg ikke snart var videre. På det tidspunkt var der knapt gået tre måneder… til det, kan jeg kun sige, nej! Tror det var tankeløshed fra vedkommendes side, for hvordan kommer man videre i sorgen og savnet. Der er absolut intet der kan opveje tabet af ens søn  – intet.

Der er dem som er der, dem der bliver og de som er et overstået kapitel. Det er jo ikke alle mennesker der mærker lige dybt, forstår og har empati for det der er hændt, og det er helt ok.

Fik af min læge titlerne på to bøger og et link til foreningen ’Vi har mistet et barn’ hvor de har sorggrupper og café møder. Kiggede på deres hjemmeside og hægtede mig selv af, da det ikke føles helt trygt, hvilket jeg har brug for. For mange fremmede føler jeg… måske en dag.

 

Til gengæld er moderen til min søns tætteste ven igennem hele hans alt for korte liv, en kæmpe klippe, og det har hun været fra de allerførste rå timer. Hun har købt begge bøger, som jeg blev tilrådet at læse af lægen. Den ene skrevet af Naja Marie Aidt ’Hvis døden tager noget fra dig – giv det tilbage’, den anden ’Min usynlige søn’, skrevet af Esben Kjær, men den er hun er i gang med at læse.

Læste et par sider i bogen skrevet af Naja Marie Aidt, så måtte jeg lægge den til side en stund… den ligger der endnu, men er ikke glemt. Kræver bare for mange kleenex…

 

Sorg arbejde er også når jeg passer haven og bloggen ALverdens Chili. Han havde jo valgt flere af chilierne samt nået at så dem sammen med mig i januar. Må indrømme at de har været tæt på at blive opgivet, men så tog jeg mig sammen for jeg ved han ville have ønsket det, og i går høstede jeg chilier for første gang og kørte fluks til hans farmor med dem.

 

Sorg arbejde er også at arbejde med at få gravstedet rigtigt… det er enormt vigtigt for mig. Har altid følt og troet det var helt ok at blive begravet på ’De ukendtes’ som nu kaldes for ’Fællesgrav’. Tænkte at det var det perfekte sted at ende hvis man dør grundet alder eller alvorlig sygdom. Det er et valg har jeg selv har taget, og fortalt min søn for flere år siden. Det var jo ligesom meningen at jeg skulle dø før ham.

Men sådan blev det ikke.

Må erkende at, i det her tilfælde er det ikke ok at blive begravet uden et gravsted, forstår nu behovet for at have et sted at sørge, vide der ligger han.

Så gør det ikke noget at Kirkegårdskontoret siger at gravstedet først bliver klar til sten og andet når vi nærmer os oktober. Jeg ved hvor han ligger.

 

I dag er det nøjagtig et halvt år siden at lyset slukkede i hans smukke øjne.